Northern Star Academy

På Northern Star Academy giver vi unge zambianere, som er faldet ud af uddannelsessystemet, en ny chance på skolebænken og et ordentligt skub i den rigtige retning.

 

Northern Star Academy er en ”boarding school”, der tilbyder unge fra den nordlige region i Zambia et lærerigt år i et udviklende miljø på en idrætsefterskole. På skolen får op mod 50 elever et nyt hjem i et år med massevis af chancer for at udvikle deres fremtid i fællesskab med andre ligestillede. Vi tilbyder gratis undervisning, kost og logi og håber, at opholdet på Northern Star Academy kan give de zambianske unge lyst til at afslutte deres skolegang efterfølgende. Med nye kvalifikationer og højere selvværd er eleverne bedre rustet til at gennemføre high school, når de forlader skolen.

 

Gratis_6Gratis2Gratis_21

 

Skoletilbuddet er målrettet til alderstrinnet mellem 15 og 20 år, da disse klasser er selvbetalte i Zambia. Systemet kræver tre betalinger om året, hvilket betyder, at mere end 2/3 af de zambianske skoleelever dropper ud efter de første syv års skolegang – simpelthen fordi de ikke har råd til at fortsætte. Det er de mest begavede af disse elever, som vi ønsker at hjælpe på Northern Star Academy, for på den måde at være med til at stoppe den dårlige tendens og i stedet hjælpe de unge videre i uddannelsessystemet. Vi optager kun elever, som har evnerne til at gennemføre high school og således gøre en forskel i deres lokalsamfund eller i større kontekster.

 

Vi ønsker ikke kun at give eleverne et godt år her på skolen – vi vil også gerne være med til at ændre deres liv i årene, der kommer. High school i Zambia koster penge, og det er derfor vores udtalte drøm at kunne tilbyde alle elever high school-sponsorater, når de forlader Northern Star Academy. På den måde ændrer vi fremtiden; ikke kun for eleverne selv, men også for alle dem, der kommer til at nyde godt af deres kompetencer og tiltag. Læs mere om high school-sponsorater her.