De nye elever gør indtryk

De nye elever gør indtryk
04/02/2016
De nye elever gør indtryk

Fredag den 22. januar ankom det nye elevhold med båden her til Eventure Village. Allerede der fornemmede man den helt særlige stemning, og vi kan nu se tilbage på de første 2 ugers opstart for det nye elevhold på Northern Star Academy – og det har været en god start!

Vi har brugt meget energi og tid på at få eleverne til at falde til, forklare dem reglerne på skolen og mål med skoleåret. De har lavet rollespil og fremlæggelser om det daglige liv på skolen: Havearbejde, køkkentjanser, opførsel mv. Det har samtidig været tid til en masse aktiviteter som sport, dans, sang og skuespil.

Eleverne har imponeret det store hold af nye frivillige med deres store engagement og positive indstilling:

Buster: ”Elevernes start på skolen har været fantastisk. Deres stræben efter at forbedre sig blandet med deres enorme livsglæde er meget bekræftende at opleve.”

Pia: “Det har været meget spændende og allerede meget lærerigt – denne første uge med eleverne. Vi glæder os meget til at følge de skønne unge mennesker gennem deres udvikling her på skolen.”

Karen: “Det er utroligt rørende at se, hvor engagerede eleverne er, og hvor meget de tørster efter ny viden. De er motiverede og entusiastiske, hvilket er meget livsbekræftende at overvære.”

 

Se flere billeder fra den første tid på vores Facebook.