En ganske særlig rejse

En ganske særlig rejse
11/06/2015
En ganske særlig rejse

Med jævne mellemrum deler vi de frivilliges dagbøger med jer her på siden. Sidst fortalte Gitte om sin tid i Zambia, og denne gang fortæller Cecilie om de indtryk, der har ramt hende i den første tid. Herunder kan I læse et lille udpluk af Cecilies dagbog, og så kan I læse hele hendes beretning her.

 

Fra elevernes ankomst og frem, er der kun kommet mere liv i Eventure Village. Modulet står på Health and Nutrition, og eleverne er vilde efter at lære – jeg har aldrig oplevet noget lignende! De klør på, når der er noget, de ikke forstår, og har hver især mindst én plan for fremtiden, som de arbejder ihærdigt hen imod.

Undervisningen har også båret præg af matematik; et fag, som især nogle af drengene på skolen er eminente til. Svømning, førstehjælp, debataftener, filmaftener, sport og kajak er blot andre udfordringer, de skønne elever har fået. Der er nogen, der har lært at svømme, endnu flere, der har lært at yde livsreddende førstehjælp, og jeg kan vist med sikkerhed sige, at alle får nyt stof at tænke over hver eneste dag. Jeg er meget imponeret og samtidig inspireret af disse unge elever. Jeg har svært ved at forstå, hvor lidt de kommer fra, og hvor meget de kommer med. Det er så langt fra virkeligheden i Danmark. Og det er der i grunden meget, der er her i Eventure Village. Faktisk næsten det meste.