Hvordan startede eventyret?

“Efter nogle år med rejseselskab i Venezuela blev Julie og jeg forældre til Willum og Alberte og ønskede en mere stabil og tryg hverdag og nye muligheder – denne gang med fokus på udvikling frem for underholdning.

Sammen med vores gode venner, Thomas og Nete, vendte vi blikket mod Zambia midt i Afrika.

Efter flere rejser – hver med sin egen unikke historie – fandt jeg den rette lokation. I juni 2010 besøgte begge familier dette naturområde området og gav endelig high-five til projektets placering. - Den 1. oktober samme år satte vi fod på bredden af Tanganyikasøen og påbegyndte opbygningen.

Vi startede som en lille trekløver, min bror René, en ven Magnus – henholdsvis tømrer og murer og så mig selv. De første uger sov vi i telte, drak vand fra søen og lavede mad over bål imens vi arbejdede på stedets infrastruktur, sanitet, sikkerhed og de første bygninger med fast tag.

Med hårdt arbejde fra cirka 16 lokale medarbejdere lykkedes det os på blot fire uger at opføre en spiseplads, muld-toiletter, stisystemer og en sovesal – netop klar til at tage imod de første 13 danske frivillige. Herfra tog udviklingen for alvor fart og sammen med danske frivillige kræfter, skabte vi det learning community, vi har i dag...”

- Glenn Mott