Adams tilbageblik

Corona-krisen satte en stopper for Adam M. Olesens store indsats som frivillig fodboldtræner i Mbete. Adam kigger her tilbage på tiden som træner i Mbete, og særligt de intense dage, hvor Udenrigsministeret beordrede danskere hjem til Danmark.

Skrevet af Adam M. Olesen

Min tid i Mbete sluttede desværre brat, som følge af den internationale corona-situation. De fredelige dage i Zambia, hvor Danmark i mellemtiden lukkede ned og kaldte alle danske rejsende hjem, husker jeg som enormt kontrastfyldte.

Beskeden fra det danske udenrigsministerie overskyggede alt. Mit eventyr var sat til at slutte, før det hele rigtigt var begyndt. Omgivelserne i Mbete var præget af fred og idyl, hvorimod mit hoved var blevet bombarderet med panik og kaos. Antallet af frivillige på Eventure var på få timer blevet reduceret fra 19 til 4. I luften rundt om os svævede melankolske og utydelige briser.

Modsat den triste og håbløse situation, jeg nu stod i, havde spillerne, Galilee og jeg netop delt den største oplevelse sammen. Det var kulminationen på mit ophold, da vi et par dage forinden havde slået favoritterne fra Mpulungu med 2-1. Kampen havde fundet sted i en tid, hvor mit bånd med spillerne var allertættest, men nu skulle vi så pludseligt tage afsked med hinanden.

Mens dagen oprandt, hvor den sidste træning for denne gang skulle finde sted, havde jeg ekstra mulighed for eftertænksomhed. Jeg var ked af det, men i den modløse stund gik det op for mig, hvor meget projektet var begyndt at betyde for mig.

Rollen som frivillig fodboldtræner for Mbete Youth Football Project var, inden min afrejse tilbage i januar, forbundet med mange forhåbninger, men også en stor portion nervøsitet. Hvad var det mon, der ventede mig? Havde jeg dengang vidst, hvilke stunder og oplevelser der lå forude, havde jeg ikke tøvet et splitsekund med at pakke rygsækken og komme afsted! Efter min hjemkomst føler jeg mig nemlig beriget med en rygsæk fuld af de største minder, jeg aldrig havde turdet drømme om.

Vi udviklede os sammen

Når jeg memorerer mine indtryk, bliver det altså tydeligt for mig, at projektet har givet mening for mig at være en del af. Jeg kunne mærke på krop og sjæl, hvordan fodbold blev springbrættet for drengenes personlige udvikling, men her er det vigtigt at understrege, at udviklingen i ligeså høj grad er gensidig. Der er nemlig noget større og mere betydningsfuldt på spil, når vi træner på fodboldbanen i Mbete.

Det har været givende for mig at opleve netop denne form for udviklingsarbejde, som Mbete Youth Football Project praktiserer. Min rolle på projektet har principielt fungeret som et kompas, for spillerne skal selv finde den rette vej. Alligevel har jeg i høj grad følt, at jeg har gjort en forskel, og at mine personlige kompetencer har båret vejen for en unik brobygning på tværs af kulturelle og sproglige barrierer.

Fodbold har vist sig at være et universelt sprog, som vi alle taler. Ved at tale dette sprog, løftede vi hinanden. Drengene løftede mig, og blodet dryppede fra mine tænder for at kunne løfte dem. På den måde begyndte arbejdet at betyde noget særligt for mig, og dermed blev det blot endnu mere berigende at opleve de utallige øjeblikke, hvor drengene voksede med opgaven.

Der var de momenter, hvor drengene personificerede projektet, og de stunder, hvor det hele gav mening. Jeg kunne stå i de smukkeste og mest betagende rammer, lukke alt ude og beskue udviklingen på springbrættet. Det var stort.

Anskuer man projektets filosofi sort på hvidt, giver det mening, at den afrikanske ungdoms problemstillinger kræver afrikanske løsninger. Drengene føler et lokalt ejerskab, og herfra blomstrer ansvar og selvdisciplin. Jeg følte mig som en del af et maskineri, og personligt forstærkede det helhedens betydning.

Relationen til spillerne var altafgørende

Mit indre omdrejningspunkt var entydigt relationen til spillerne. Det smukkeste, jeg ved, er at genkende venner på de særlige og unikke oplevelser, der forener sådan et venskab. Netop denne følelse udviklede sig hurtigt mellem drengene og jeg. Fodbolden bragte os sammen og formede vores venskab, og her mener jeg alt, hvad fodbolden er ladet med af betydning:

“Det hårde arbejde, det fælles projekt på træningsbanen, spontaniteten udenfor, kampene, nederlagene, sejrene og de endeløse glædesudbrud var, hvad vi kendte hinanden på”

Vi begyndte at være sammen om mere end bare fodbold. Vi mødte hinanden i øjenhøjde og delte nogle af de største stunder, som jeg ikke er i tvivl om, drengene også værdsatte.

Der er ét bestemt billede, jeg har meget tydeligt i mit hoved. Jeg spæner ned langs sidelinjen i Mpulungu. Isaac har netop scoret til 2-0. Min egen jubel overdøves af tilskuere og børn, der farer i hælene på mig. Jeg løber ind i armene på et par af drengene, mens vi smilende kigger hinanden dybt ind i øjnene. Dette billede portrætterer vores venskab, og således fik den personlige betydning for mit arbejde i Mbete en ny dimension. Nemlig fordi jeg kunne se, hvordan mine venner udviklede sig og blev bedre mennesker. Det var som om, vi delte en stor gave.

Alle disse følelser og tanker var udefinerede, men hobede sig i høj grad op i min krop i perioden op til min afsked. Jeg ønskede at udtrykke disse tanker for spillerne, og det fik jeg mulighed for den 16. marts, som blev mit sidste træningspas i denne omgang.

Afskeden

Gensynsglæden ved dette træningspas var ekstraordinær, efter sejren og den store oplevelse to dage forinden i Mpulungu. Kontrasterne var dog svære at forholde sig til. Da jeg begyndte at præsentere nyheden om, at jeg skulle forlade Mbete, kunne jeg se de triste miner pible frem hos spillerne. Der var stille. Ingen af drengene søgte øjenkontakt. Dog blomstrede flere af dem op, da jeg understregede, at jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at vende tilbage til Mbete.

I min eftertænksomhed blev jeg utrolig rørt, da jeg så drengenes slukkede ansigter, og jeg fyldes stadig med en varm følelse af at tænke tilbage på det sidste træningspas. For mig var det nemlig beviset på, at jeg havde sat mit aftryk hos drengene, og at jeg altså betød noget for dem.

Galilee, projektets lokale cheftræner, havde hjulpet mig med at udforme et par linjer på lokalsproget bemba, så jeg kunne udtrykke min taknemmelighed over for spillerne. Min tvivlsomme udtale af lokalsproget satte gang i smilemusklerne. Flere af spillerne gengældte og erkendte deres taknemmelighed. ”Thank you for everything”, fik flere af dem formuleret. Misheck afbrød, inden seancen blev alt for sørgmodig. Han opfordrede til, at vi alle fik sagt ordentligt på gensyn. Velmente og lange kram blev uddelt. Billeder blev taget, mens der blev kastet håndtegn. Vi endte med at danse og synge. Der blev i den grad sagt ordentligt på gensyn!

Farvel og på gensyn

Jeg har endnu ikke lukket min rygsæk. Den står, ligesom jeg, klar til at drage tilbage til Zambia. Min tid i Mbete er endnu ikke forløst. Mbete Youth Football Projects betydning for mig rummer ubeskrivelige aspekter, og ordene berigende og betydningsfuldt opsummerer perioden bedre end noget andet. Blodet drypper stadig fra min tand for at hjælpe mine venner på rette vej, men lad mine sidste ord for denne gang stå, som det største indtryk fra min tid i Mbete:

Imiti Ikula E Mpanga: De små træer danner morgendagens skov…